Beretning for foreningsåret 2025

Beretning til generalforsamlingen på Gulddysse Kulturgård den 19. marts 2026

Sidste år berettede jeg omkring min sygdom. Det er nyrekræft jeg er udfordret af. Men til jeres orientering så er nyrekræften i ro – og jeg har ikke taget medicin for den i nu godt 2 år. Så nu glemmer jeg ofte at skulle tage hensyn til min udfordring.

Men så er der jo så mange andre udfordringer. Udfordringer som er mere spændende at arbejde med. Her på Gulddysse Kulturgård går det støt og roligt den rigtige vej. Vi er nu i alt 431 medlemmer fordelt med 212 aktive, 204 passive og 15 æresmedlemmer. En fremgang på netto

  1. Det synes jeg er flot!

På mange måder har året lignet sig selv. Vi har haft de sædvanlige udstillinger – forår og efterår. Igen i år med super flot tilslutning og interesserede besøgende. Det gælder bl.a. Julemarkedet, som trækker både flere besøgende, men også udstillere. Vi har også gentaget succesen med Åbne Værksteder.

Igen i år skal der lyde en stor tak til Lene Plank Vestergaard og alle hendes trofaste medhjælpere. Med frivillighed og stort engagement når vi sammen langt. Det kendetegner måden vi arbejder sammen på. Alle trækker på samme hammel efter bedste evne.

Jazzarrangementerne fortsætter succesen. Både forår og efterår var gårdspladsen fyldt op. Vi har skaffet et bedre sted til opbevaring af stole og borde mellem koncerterne. John Christensen på Rishøjvej har stillet et velegnet lokale vederlagsfrit til rådighed for Gulddysse Kulturgård. Tak til John.

Det har så betydet, at der i det daglige er mere plads i hytterne til bl.a. bronze. Endvidere er der blevet plads til stensliberudstyret fra Sølvværkstedet. Sølvværkstedet har lige haft 7 medlemmer på kursus. Endvidere har Glasværkstedet fået plads til deres sandblæserstation. Så alt i alt en succes.

Skulpturhaven er nu officielt indviet og der er kommet en del skulpturer op i haven. Udvalget arbejder solidt på, at det skal blive en succes udad til. Forbipasserende og gæster fra skoven kan nu få deres nysgerrighed stillet. Samtidig er det også en god øvelse med samarbejde på tværs at værkstederne. Også en god historie der nu er sat i søen.

Vi har gennem årene truffet store beslutning, som manglede at blive ført ud i virkeligheden. Det gælder vores store vartegn ude ved vejen. Så nu kan alle der kører forbi se, at det er en kunstnergård.

Gangbroen fra haven over til skoven er nu indviet med deltagelse af folk fra Skov og Naturstyrelsen og os selv. Vi klippede højtidelig snoren, hvorefter broen officielt var indviet. Forud var der lavet kæmpe stykke arbejde af vores arbejdshold – med anskaffelse af det rette træ til forarbejdningen, så broen nu fremstår som en flot forbindelse med skov og have.

Når vi nu nævner arbejdsholdet, så er de hele tiden behjælpelig med stort og småt. Jan Grubak deltager nu som observatør på vore bestyrelsesmøder under første punkt. Det giver en fin koordinering. På forrige møde fik vi præsenteret en alenlang liste overopgaver som de skulle løse. Kan bl.a. nævne at Poul og Gutte har malet toiletterne ved salen. De er allerede kommet langt – så stor tak til vores dynamiske arbejdshold.

I disse elektroniske tider kræver det at vi kan komme på nettet. Det er der sket væsentlige forbedringer med. Det håber vi at I har bemærket – dem af jer der bruger internettet.

Klimaskærmen – som er alt det udvendige som tag, murværk m.v – holder kommunen fint. I 2025 er der blevet tækket nyt tag inde gården over Skovlængen. Det ser rigtig flot ud – og tak til kommunen.

Værkstederne kører fortsat fint. Der er god indbyrdes kommunikation, så de små udfordringer der er bliver løst. Vi har fortsat lang venteliste på Keramikværkstedet. Her er det jo ovnen der sætter grænsen.

Vi har fået ny pressemedarbejder. Det er Jytte Hollender som var frisk på opgaven. Hun er allerede i fuld sving – så det tegner rigtig godt. Jytte blev på sidste generalforsamling valgt til suppleant og indstilles på denne generalforsamling til bestyrelsen. Stor tak for det og ligeledes stor tak til Dorthe Aggerbo – vores pressemedarbejder gennem mange år – som har løst opgaven til ug. Det vender jeg tilbage til.

I bestyrelsen har vi holdt en række bestyrelsesmøder, som primært har gået på at løse de udfordringer som nu en gang er bestyrelsens. Herunder at have styr på økonomien. Det ser fornuftigt ud og Vilhelm vil under punktet regnskab grave lidt dybere.

Vi har stadig stor fokus på at vedligeholde gården. Her er I alle bare gode. Tak for det.

Vi har også fokus på, at kunne fortælle om Kulturgårdens tilblivelse og aktiviteter i dag. Her arbejder vi fortsat på at få lavet en video efter Landsbyrådets koncept. Vi er ikke kommet så langt, men tager faktisk fat på at lave lidt video allerede i aften.

Vi har stadig den lille papir folder, som I skal huske at give nye medlemmer og besøgende.

Konkret har vi fået besked på at kommunen ikke længere udpeger et medlem til bestyrelsen. For at holde den tætte politiske forbindelse på anden vis har vi besluttet at invitere Kultur og Idrætsudvalget – også kaldet KIU – til at holde et af deres møder her på gården.  

Vi har strammet lidt op på vores Generelle Husorden, hvor vi opfordre jer medlemmer til at give lidt tilbage til fællesskabet: ”Vi forventer at medlemmerne deltager i frivillige opgaver for fællesskabet. Medlemmerne bør mindst en gang om året melde sig som kustode ved de fælles udstillinger, alternativt udføre opgaver for værkstederne eller bestyrelsen efter aftale med de værkstedsansvarlige eller bestyrelsesformanden.”

Jeg vil slutte min beretning af med at takke bestyrelsen for et godt og konstruktivt samarbejde.

/Evan Lynnerup

Formand