Generalforsamling 2026

Generalforsamling 2026

Forslag til behandling under punkt 8 på generalforsamlingen

Forslag til behandling under punkt 8

Booking af Gårdens årskalender:

Ved første eller andet nyhedsbrev fra formanden, bør der være et afsnit sålydende:  Såfremt nogle af Gårdens aktive brugere af værkstederne ønsker at afholde  særudstillinger  det følgende år (nu 2027), skal ansøgning om reservation af de nødvendige terminer være bestyrelsen i hænde senest den 01.09-26 (alternativt 01.10-26), hvorefter terminerne indgår i bookningen af årskalenderen.

På vegne af 15 aktive malere – Onsdagsmalerne – Vibeke Petersen.

Forslag til behandling under punkt 8

Parkeringsmuligheder ved Gulddyssegården

Jeg foreslår en ”ommøblering” af parkeringsområdet ved Gulddyssegården.

Som det er nu, er vi nød til at parkere sådan lidt hulter til bulter, da området tættest på gården er forbeholdt el-opladning, og længere nede, tømning af de store skralde-containere, da skraldebilen selvfølgelig skal kunne komme til.

Hvis vi kaster det hele op i luften, og ser lidt på udnyttelsesgraden af pladsen, er det helt tydeligt, at der er plads til forbedringer.

El-opladningsstandere

Da gården ikke er beboelse, skal der ved lov bare mindst være 1 el-oplader.

Den behøver til gengæld ikke have førsteparket lige ved hoveddøren fra parkeringspladsen, men kan med fordel opstilles ved enden af parkeringspladsen, nede mod skoven og tættere på området ved Naturbasen, eller på modsatte side af vejen på parkeringsområdet der.

Invalidepladser

Selvfølgelig skal disse reserveres tættest ved indgangsdøren.

Jeg foreslår 2 pladser her.

Samtidig kan et par pladser inde i gården være forbeholdt invalideparkering.

Skraldeområdet

Da det er de helt store skraldecontainere, bør vi se på, om de størrelser overhovedet er relevante. De fylder enormt meget, står nærmest i kø for hinanden, og står næsten tomme altid.

Helt almindelig størrelse skraldespand, bør derfor være store nok.

Skraldespande i mindre format foreslås derfor placeret ved gavlen op ad den fine nye hæk. Herfra kan man nemt aflevere og her kan skraldebilen fint komme til.

Vi er mange, som benytter denne skønne gård til alle mulige kreativiteter, og ofte slæber vi meget tunge emner ind og ud ad dørene.

 

Derfor bør parkeringspladser for alle slags biler prioriteres tættest på indgangsdørene.

Tak for ordet

Thordis Baden

Dagsorden for generalforsamling torsdag 19. marts 2026

Dagsorden:

1. Valg af dirigent.

2. Valg af stemmetællere.

3. Formanden aflægger bestyrelsens beretning om foreningens virke i det forløbne regnskabsår.

4. Formanden fremlægger bestyrelsens forslag og plan for visioner og mål for Gulddysse Kulturgård i det kommende foreningsår.

5. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab til godkendelse og meddelelse om decharge.

6. Kassereren fremlægger forslag til kontingent for det efterfølgende kalenderår.

7. Kassereren fremlægger bestyrelsens budget for indeværende kalenderår.

8. Behandling af indkomne forslag.

9. Valg af bestyrelsesmedlemmer. 2 er på valg de lige år. 3 er på valg de ulige år.

10. Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen.

11. Valg af revisor.

12. Valg af revisor suppleant.

13. Eventuelt.


Uddeling af Årets Guldklump 2026

Efter generalforsamlingen uddeles årets Guldklump.